Sammenligning - Don't

Jeg har lige regnet mig frem til, at Krabbe er præcis samme alder i dette indlæg, som Skrubbe er nu. Præcist. Sjovt.

Halløj!

Eller; Nåårh nej. For Skrubbe kan ikke halvt så mange ting, som Krabbe kunne.
Ja, du fornemmer vel nok hvor dette indlæg bærer hen....

Han kan ikke kravle, han synes det er ret overvældende at stå op. Vi ER dog på vej ud for at købe Pre-Walker sko til ham ( som Krabbe den gang, havde haft i en måneds tid......) Fordi han har det samme problem med flækkede store-tå negle..

Det rødhårede og det blonde barn har fået klippet pandehår

Til gengæld har han lært at vinke. Med begge hænder. Samtidigt. Og for at være fair, så er han aktså ret tæt på at lære kravletricket.
Kæft det er sødt, mand. Og han synes selv, at han er smadder-dygtig. Og det er han jo også!
Men øj, når man lige gennemgår, hvad det andet barn kunne... Og vennernes datter, som er 3 uger yngre kan godt kravle. Og og og...

Lærkebarnet. kl 05. HVER dag

Man skal jo bare lade være ikk? Men det kan man jo ikke. Vel?

Til Skrubbebassens forsvar, skal det jo nok lige indskydes, at han jo har været ret meget syg.

Og at han også kan sige som en hest, når han leger med den.
Og at han eddermame er sød. Selv når han vågner meget tidligt. Og jeg bliver nok nødt til at gå til.... et eller andet med ham. Eller købe noget. Eller... Få noget mere tid?...

Børn på arbejde

Den første uges tid gik det fint med at afleverer Krabbe i Børnehaven. Alle var lissom med på, at han var ny, og at han der skulle tages af. Og hjælpes på vej. Det gør de faktisk stadigvæk. Men de lette afleveringer er slut. (Ikke for Skrubben - han sprang selv over i armene på Mona, som er så meget pædagog, at hun kan få en sten til at lege med modellervoks)

Det starter faktisk allerede derhjemme.
"Jeg vil ikke i børnerhave"
"Nej. Ikke bukser. Naaaaaarrjjjj!!!!!"
Og så tager han sandaler på, når jeg siger, at det er regnvejr.

Når vi ankommer,nafleverer vi Skrubben først. Lige så snart vi træder ud af Månestuen, begynder han.

"Du skal ikke begynde at gå endnu"
"Nejnej. Vi skal først op på solstuen. Men så skal jeg gå bagefter. Morere og farere går ikke i børnehave - De arbejder. Det er kun store børn og de voksne som går i børnehave"
"hm........."
"Vil du lege med biler. Se her er den store lastbil og garagen"
"Ja. Du skal være med"
"Nej, jeg skal jo snart gå"
"Neeeeeej........"

And so on.  I har fornemmelsen af hvordan det er, ikk?
De voksne prøver at trøste mig med, at det går meget hurtigt over. Og det gør det jo også. Det ved jeg. Men han bliver jo også ked i løbet af dagen. Det er de heldigvis ret åbne og ærlige omkring. det synes jeg faktisk er rart. At de ikke pynter på dagen for min skyld. Jeg vil vide, hvordan han har det.

Han kan ikke holde ud, hvis jeg forlader rummet herhjemme (i vores ret åbne lejlighed) for at skifte Skrubben fx (Som jeg ps: gjorde 3 gange i morges. Christ! Der er hul i gennem...)
Hvis bare jeg er sammen med ham, snakker med ham og holder ham i hånden, er han glad.

Og nu er det så, at jeg godt lige vil høre noget erfaren børnehave-snak.
For tag nu fx i dag.
Jeg har ikke ret travlt. Kunne ret beset godt holde fri. Og kunne faktisk godt have sagt ja, da Krabben sagde, at han gerne ville med hjem og arbejde.


Men det er dumt, ikk? Altså at begynde at give ham uplanlagt fridage? Altså lige nu, hvor han skal køres ind...

Jeg har jo slet ikke sagt

At Skrubben er blevet rask! Det er en velsignelse! Han er glad. Han leger og fjoller. Han udvikler sig med stormskridt. Og han spiser. Hele måltider. 3-4 gange om dagen. Det er en fryd hver gang han åbner munden.
Han er på nippet til at kravle. Og så skal jeg bare glemme, at Krabbe kravlede på nuværende tidspunkt. Og at han stadig var på barsel sammen med mig.
Skrubben er simpelthen så sød og sjov. En kæmpe puttefis. Han elsker at gnubbe næser. Han piller ved alt. Ajmn du godeste, hvor er jeg dog vild med ham.